Døden-et tabu?

Jeg har lovet mig selv, at der er en mening, med at jeg lige netop skulle rammes 2 gange af en kræftdiagnose. Som du/ i måske allerede har læst, har jeg som 7-årig overlevet og bekæmpet kræftdiagnosen Leukæmi, men nu som 21-årig står jeg endnu engang med en kræftdiagnose, og desværre for mig, er det en uhelbredelig en af slagsen. For at være helt præcis hedder diagnosen Anaplastisk astrocytom af 3. grad.

– Livet består af en række valgmuligheder, og hvordan takler man så beskeden om, at man uhelbredelig syg? det er et spørgsmål som mange stiller mig. Hvordan takler jeg denne situation og hvordan kan jeg blive ved med at smile og holde hovedet højt? Det handler om at man bliver ved med at bevare håbet og troen, på at det nok skal lykkes, også selvom lægerne egentligt har sagt, at dette er sidste behandlingsmulighed…. og hvis det ikke virker.. ja så….

Døden, er et emne, som mange blot glemmer at snakke om, hvilket man egentligt godt kan forstå, for det er sku svært at skulle se døden i øjnene.. Men det er jo livets gang.? ikke sandt? Vi bliver født, velvidende at det en dag skal slutte, og at vi en dag skal videre.. videre, væk fra moder jord, væk fra den krop vi blev født i… om det er et nyt liv i et andet form for levende individ, vides ikke.. vi ved bare at tiden i den pågældende organisme, der er skabt den dag vi bliver dannet ved undfangelsen er slut.

Jeg tror inderligt på, at grunden til, at jeg nu er uhelbredeligt kræftramt, er at jeg har en mission i livet, et mål, og dette er bl.a. at fortælle jer derude at hvor tro, håb og kærlighed, findes, er der en vej. Det handler om styrke, en fightervilje…!

Jeg ser livets tidslinje, som en streg med mange bølger. Det er forskelligt fra person til person, hvor lang denne tidslinje er.
Jeg vælger at leve en dag af gangen, og lad det gå som det må gå. I et generaliseret perspektiv, er jeg ikke så anderledes, som så mange gør mig til, idet jeg ser noget anderledes ud.. Teknisk set vågner vi alle op til en dag, vi ikke med garanti, kan sige hvad byder på. Jeg trøster mig selv med at jeg teoretisk set, kunne gå direkte ned på strøget, udpege en hvilken som helt person og så sige til mig selv, “den person kunne ligeså godt blive kørt ned og dø af dette om 5 minutter”..

Det der gør mig anderledes end du/ i som læser, er at jeg hos lægen har fået stillet denne diagnose, som gør jeg på et lidt tidligere stadie, i livet, i et forhåbentligt 21. kapitel fra en bog skrevet på lad os sige 100 kapitler, bliver nødt til at tage stilling til døden, jeg er bare sat lidt tættere på denne slutning. Hvad gør man så?

Jeg spørger mig selv.. ” er jeg bange for at dø? ” og jeg svarer.. ” Nej, det er jeg ikke”.. jamen hvad er jeg så bange for?
og her svarer jeg så, det jeg Agnes er bange for, er vejen derhen.. vejen derop til. Hvor mange klimaks skal “Min bog” indeholde? Hvordan er det at dø?, det er der ingen, der kan besvare, så det jeg egentligt er bange for det er – uvisheden.. hvordan føles det? Vi ser døden som noget negativt… Jeg vælger at se på det på den måde, at hvis jeg absolut skal dø af denne sygdom, så er det min krop og ikke min sjæl, som er nået til et punkt hvor den har brug for fred, så det er ikke fordi, jeg ikke vil være blandt min familie… venner osv.. Men fordi min krop, har gjort sin del af jobbet.

Har du/i nogensinde set en person som er afgået ved døden? Hvis du/i har, så ved i hvad jeg mener, når jeg siger, at personen ser så fredfyldt ud.!! som om alle livets problemstillinger, spekulationer, negative indtryk, som ellers kan ses på et levende menneske, er forduftet.

Hvor vil jeg så hen med dette?

Jeg vil råde dig som læser, til at stille dig selv disse spørgsmål:
– Er jeg bange for at dø?
hvis ja så:
-Hvorfor?

Få sat ord på det, sig det højt, snak med familie, venner osv. om det, selvom det er er  et skræmmende emne.

Hvis døden indtræder, hvad skal der så ske med det sjælen har forladt? Vil du kremeres? begraves? Og spørg dig selv, hvorfor?
– få det skrevet ned… og så kan du så spørge dig selv… jamen hvorfor skrive dette ned, hvis jeg alligevel er død?.. ser du jo, det skal du, for at afhjælpe de forladte.. eller sagt på en anden måde.. de som står tilbage og som du venter på det nye sted du(din Sjæl) har begivet sig hen.. hen i uvisheden.. 🙂  De har til opgave at fuldende, dit liv, på den måde som du gerne ville, det skulle slutte. Og hvad skal der ske med alle dine egendele? Alt dette, så de er fri for at blive uenige om det og skabe negative stemninger i familien, for dette er jo ikke meningen, når en sjæl vælger at forlade moder jord.

Jeg har endnu ikke helt kunnet blive enig med mig selv om hvad der skal ske med mig, den dag det sker.. 🙂 så det er stadig under diskussion i mine tanker. 🙂

– Men husk forfanden, at nyde livet mens du kan, smil og vær glad, du har fået tildelt et liv, så få det bedste ud af det ! 🙂

Kram Herfra.